Ambitiøst studieboligbyggeri et unikt vartegn for Nørrebro.
Studieboligbyggeriet Nordbro (tidligere Uptown Nørrebro) består af seks huse på enten seks eller syv etager samt et såkaldt studietårn på 100 meter og med 29 etagers boliger – alt i alt omkring 500 studieboliger varierende fra 42 til 115 kvadratmeter. Per Aarsleff A/S havde en fagentreprise i projektet, som inkluderede funderings-, anlægs-, bygnings- og betonarbejder.
Samlet set strækker Nordbro sig over 40.000 kvadratmeter inklusive studieboligerne og en parkeringskælder. Aarsleff var med fra begyndelsen af byggeriet og udgravede og håndterede over 15.000 kubikmeter forurenet jord, rammede pæle under bygningerne og etablerede mere end 100 tons spuns til parkeringskælderen. Desuden funderede vi 60 styk Ø880 millimeter sekantpæle som værn op imod en nærliggende S-togbane og støbte insitubeton til bygningsfundamenterne og til terrændæk samt i forbindelse med kernen i det 100 meter høje studietårn. Derudover monterede vi også mere end 9.500 forskellige elementer i studietårnet – fx søjler, bjælker, vægge, facader, huldæk, TT-dæk, filigranvægge og kompositbjælker.
Nordbro stod klar til begyndende indflytning i slutningen af 2019.